Hvem gider tænke på slankekur og vægttab i julen?

jul slankekurHvem gider tænke på slankekur og vægttab i julen? 

Nej vel. Men måske har vi ikke ligefrem lyst til at tage al for meget på. Derfor prøver vi efter bedste evne at holde igen, der hvor vi kan. Men det ofte som om, ligegyldigt hvilke planer vi har lagt, er nogen der har andre forestillinger om hvad vi har brug for.

Mange oplever at mennesker omkring dem opfører sig som det, jeg med et glimt i øjet, kalder madpushere. Det er mennesker som bliver ved med at tilbyde dig mad og drikke, som de ved du ønsker at undgå, og i langt større mængder end du har brug for og lyst til. 

Jeg læste på et tidspunkt i et blogindlæg af Christine Eilvig, en historie om et gammelt æsel der var faldet i en dyb brønd. Da ejeren ikke synes det kunne betale sig at bruge kræfter på at få æslet op, besluttede han sig for at kaste brønden til og begrave æslet. Men æslet brugte jorden der blev kastet ned i brønden til at stige op på og derved komme op af brønden.

Da jeg læste historien tænkte jeg at den mad som disse madpushere kaster ned over os, må vi finde en måde til at træde op på og derved blive i stand til at komme ud af vores brønd.

Det vigtigste skridt, for at sætte punktum for disse menneskers opførsel, er at blive klar over hvem de, og hvorfor de gør det. Når du ved det, kan du finde din måde at træde op på maden, i stedet for at lade dig dække til. Det at undvige deres forsøg, kan være en stadig kilde til at rose dig selv og være tilfreds med dig selv.

Der findes i hvert fald 4 typer, måske kender du flere?

Der er nøderen: Typisk din mor, eller en ældre person i din familie. Hun tilbyder dig maden af ren og skær kærlighed og omsorg. Det er hendes måde at vise at hun elsker dig. Hvis du spiser maden viser du, at du elsker hende. Hun synes, du er perfekt og hvis du absolut vil lave om på dig selv, kan det vel vente til i morgen.

Den kontrollerende: Det kunne være din partner eller en ven. Hvis du f.eks. taber dig og/eller forandrer noget i dit liv, vil du måske miste interesse for ham/hende. Din nye livsstil kan også betyde at I mister noget I var fælles om før.  Han/hun vil dig det bedste, men er bare bange for hvad ændringerne kan komme til at betyde for Jeres forhold.

Den misundelige: Hvis du gennemfører dine planer for et bedre liv, så mangler denne person sin ”partner in crime”. Du gør det den person inderst inde drømmer om, men ikke orker. Hvis han/hun saboterer dine forsøg på, kunne det være du gav op. Din fiasko ville i så fald bekræfte at det ikke kan nytte noget at forsøge.

Den konservative: Man ved hvad man har, man ved ikke hvad man får. Så hvorfor lave noget om som fungerer. Vi plejer jo at få kager til kaffen, eller vi plejer altid at drikke en fyraftens fadøl. Hvorfor skal vi nu lave om på det, bare fordi du har fået en fiks idé? Mange mennesker oplever at forandringer gør dem utrygge og skal derfor undgås.

Nogle vil du kunne tale roligt og fornuftigt med, og forklare dem at du stadig elsker dem og ikke er på vej væk. Når de er beroligede, vil du kunne forklare dem hvor vigtig deres støtte er.

Andre kan du absolut ikke gøre noget ved. Ligegyldigt hvad du siger, har de ikke mulighed eller lyst til at høre og forstå dig. Overfor den slags mennesker må du minde dig selv om, hvad der er på spil for dem, og tilgive dem, men holde fast i din beslutning.

Det vil som regel også være de mennesker der, så snart du opnår et synligt resultat, tit og ofte vil sige til dig, at nu må du ikke tabe dig mere, for det er ikke pænt.

En sidste taktik som holder overfor alle parter, er at spise og drikke uendeligt langsomt. På et tidspunkt mister de interessen for hvad du spiser og drikker. Her gælder det også om at du undlader at sætte deres forbrug i søgelyset.

 

 

Udgivet i Favoritindlæg, livsstilsændringer, Motivation, Slankekur, Vægttab.