Nelson Mandela siger: ”Vores dybeste frygt er ikke, at vi er mangelfulde.
Vores dybeste frygt er, at vi er uendelig kraftfulde.
Det er vores lys, og ikke vores mørke, der skræmmer os mest.”
Er vi bange for vores lys/succes, fordi det forpligter os?
Er vi ok med mørket, fordi der ikke ligger de store overraskelser og forventninger gemt? Det er ikke særligt behageligt, men det er i det mindste velkendt.
For at leve i vores fulde lys, skal vi forpligte os, vi skal virkelig gøre en indsats. Her ligger der ingen nemme undskyldninger gemt.
For at nå vores fulde potentiale, er der kun en vej og det er frem.
At vælge at være i sit lys, kræver at du brænder de broer der skulle føre dig sikkert tilbage til mørket, når succesen begynder at stille krav til dig.
Er det lyset med de indbyggede krav, som vi befinder os dårligt i, når vi efter at ha´ haft succes med en livsstilsændring, tager de tabte kilo på, eller begynder at ryge igen?
”Hvis du ikke har noget at falde tilbage på, så er der kun en vej og det er frem”. Sådan svarede en nu afdød fysiklærer en gang for år tilbage, da en elev spurgte ham, om han skulle tage realeksamen inden han gik i gymnasiet, for at have noget at falde tilbage på, hvis det ikke gik.
Som en veninde altid sagde: ”Hvorfor sætte sit lys under en skæppe, når man har chancen for at blænde andre med det?”