Jeg læste i en bog, at vi mennesker er mere bange for usikkerheden, end for at være ulykkelige.
Kan det virkelig passe, at vi accepterer et ulykkeligt liv, for at undgå det uvisse?
Vi har talemåden: Man ved hvad man har, man ved ikke hvad man får.
Denne måde at forholde sig til livet, siger jo da i hvert fald noget om, at alt nyt er usikkert og bør undgås.
Jeg møder masser af mennesker, som egentlig ikke er glade i deres job, men bliver i det fordi det at skifte, ville bringe usikkerhed ind i deres liv igen.
Jeg møder ligeledes masser af mennesker, som egentlig ikke er tilfredse i det forhold de er i, men bliver i det fordi det at forlade partneren rummer usikkerhed.
Jeg har haft kursister som mødte op med en holdning, om at de gerne ville tabe sig. Men kun hvis alt kunne forblive, som det var. Heldigvis meldte de sig stille og roligt ind i kampen, og foretog de forandringer, som var nødvendige. Jeg kunne se hvordan lyset stille og roligt vendte tilbage til deres øjne. Hvordan det at tage ansvar for deres egen lykke, blev en vigtig del af deres liv. Hvordan frygten blev erstattet med initiativ.
Du vokser i dine egne øjne, hver gang du slipper trygheden i det ulykkelige og møder usikkerheden i det nye.
Det er her du oplever stolthed over dig selv og din formåen.
For din egen skyld slip ulykken og gå usikkerheden i møde med stor forventning.
Som Alexander Graham Bell har sagt:
“Når en dør lukkes, åbnes en anden. Men vi har ofte så travlt med at ærgre os over den lukkede dør, at vi ikke end ænser den åbne.”