Er det frygt der holder os tilbage og forhindrer os i at nå vores mål?

Er det frygt der holder os tilbage og forhindrer os i at nå vores mål?

hjælp til vægttabEr det frygt der holder os tilbage, og forhindrer os i at nå vores mål?

Frygt er det, det der i virkeligheden afholder os fra, at nå det vi ønsker?

Jeg skrev i sidste indlæg, at vi sommetider tager nogle valg, som vi ved, er usunde, og alligevel gør vi det. Disse valg er med til at forhindre os i at nå det vi vil. Hvad er det der styrer de valg, som vi tager, og som vi godt er klar over spænder ben for os.  Ofte hænger vi det op på manglende viljestyrke. ”Jeg ved alt hvad jeg har brug for at vide, men jeg har ikke viljestyrken til at gennemføre det”.

Jeg ser rigtig mange mennesker undlade at gøre det de ønsker, fordi noget stopper dem, før de er kommet rigtigt i gang. Når jeg ser på mig selv og dem jeg møder, så ser jeg mennesker, som på de fleste af de andre områder i deres liv har udvist stor viljestyrke. De har taget uddannelser, de passer samvittighedsfuldt deres arbejde, de opdrager dejlige børn, de tager sig af andre mennesker, de støtter venner og familie og de får andre mennesker til at føle sig værdifulde. Måske har de endda tidligere haft succes med en livsstilsændring.  De mennesker er bestemt ikke uden viljestyrke. Men hvad er det så der forhindrer dem i at nå deres mål?

Langsomt går det op for mig, at det er frygt, som styrer utroligt meget af vores liv. Der er noget vi er bange for, i forbindelse med lige præcis det her mål. Der er en frygt, som vi må forholde os til, og finde ud af hvad den dækker over.

Frygten kan nemlig have mange årsager, og først når vi erkender frygten og finder årsagen, kan vi nemmere arbejde med, at komme over den.

 

Det kan være frygten for fiasko.

F.eks. frygten for endnu engang at opleve, at vi tager det hele på efter, at have haft succes med et vægttab. Frygten for at vi begynder at ryge igen, selvom vi var stoppet helt. Sommetider skulle vi måske tænke på det spørgsmål, Tony Robbins stiller: Hvor lang tid ville du give dit barn til at lære at gå, før du ville forbyde ham at prøve mere? Dumt spørgsmål ikke? Men hvorfor er det så vi kræver af os selv, at vi skal kunne mestre vores mål, efter ganske få gange? Hvorfor tillader vi ikke os selv, at lære af vores fiaskoer og herved opleve succesen på et tidspunkt.

 

Men vi kan faktisk også godt frygte succesen.

Hvilke forventninger får andre til mig, hvis jeg nu viser at jeg har styr på min kost og min krop.

Mister jeg nogle af de gamle venner, fordi de synes jeg bliver for ”hellig” eller for anderledes.

Hvad betyder det i forhold til de krav, som jeg kan stille til mig selv, fordi jeg nu har prøvet at få succes.

 

Vi kan frygte afvisningen.

De mennesker som jeg holder allermest af, vil de nu undgå fordi de ikke kan lide den nye mig.

Vil jeg ikke mere få lov til at være en del af ”slænget” fordi jeg nu har opnået det som jeg ønskede mig.

Vil mine arbejdskammerater ikke mere have mig med i gruppen fordi jeg ikke ryger, drikker øl, spiser kage mere.

 

Vi kan være bange for smerten.

Nogle af de følelser jeg før har dulmet med mad, røg, alkohol, vil jeg kunne klare at lade dem være og bare føle dem.

Vil jeg kunne klare at stå imod, hvis jeg møder noget modstand.

 

Endelig kan der også være frygten for det ukendte.

Hvad sker der hvis jeg bliver slank? Vil jeg kunne beskytte mig selv, når ikke jeg har fedtet imellem mig og omverden.  Vil jeg kunne takle det, hvis jeg pludseligt bliver genstand for opmærksomhed og beundring?

Vil jeg kunne more mig sammen med de andre, vil jeg turde sige det jeg ønsker, når jeg ikke er fuld? Vil jeg erstatte rygningen med slikspisning og så blive tyk?

 Vi må se frygten i øjnene.

Uanset hvad det er vi frygter, så er vi nødt til at se frygten i øjnene, hvis vi vil vokse i egne øjne.

Som bogtitlen siger: Føl frygten og gør det alligevel.

En af de øvelser der kan hjælpe os med at finde modet, er at gå tilbage i vores historie og finde eksempler på, at vi har været modige. Sommetider vil vi ikke selv kunne få øje på, hvor det er. Fordi vi jo bare gjorde det, der lå lige for at gøre. Men ved hjælp af en ven, en coach eller en terapeut, kan vi få kastet lys på alle de gange vi har fundet modet frem, og gjort det, selvom vi var bange eller frygtede for resultatet.

 

Når vi skal overvinde frygten, så gør det ikke den store forskel hvilke evner eller hvilken uddannelse vi har, men hvad er vi villige til at gøre. Og villigheden afhænger meget af om det lykkes os at leve med eller tøjle frygten.

Derfor er det en god investering at arbejde med og lære din frygt at kende.

 

Hvad er du bange for? Hvad er det du frygter, vil ske, hvis du gik efter det du ønsker?

Hvis du hellere vil høre indlægget så Er det frygten som holder os tilbage

 

Del dette indlæg:

Comments are closed.