Er det muligt at tabe sig varigt?

Varigt vægttab

Er varigt  vægttab umuligt? Jeg læste en artikel i dag, som fortalte om et forsøg man havde lavet på Melbourne universitet. Her havde man forsøgt at finde ud af, hvorfor mennesker der har tabt sig ved hjælp af en slankekur, efter en periode tager det hele på igen. Man konkluderede, at det skyldes at kroppen efter et kraftigt vægttab øger produktionen af hormonet Ghrelin, som er et sult fremkaldende hormon. Det kraftige vægttab hos forsøgspersonerne var fremkommet ved hjælp af en særdeles lav kalorie diæt.

Konklusionen på forsøget var blandt andet, at den øgede sult skulle man forholde sig til gennem medicin, hvis man skulle gøre sig forhåbninger om at få en varig succes med et vægttab.

Jeg er sikker på at dette og lignende forsøg laves for at råbe politikerne op, og for at sætte fokus på det vigtige i at forebygge overvægt.

Det er jeg fuldstændig enig i at forebyggelse er vigtig.

Problemet er bare, at for en masse mennesker er det for sent, kun at tale om forebyggelse. De er blevet overvægtige. Disse mennesker efterlades med meget lidt håb om at kunne tabe sig permanent. Og jeg ved at der er håb, fordi jeg har prøvet det på egen krop.

Et andet problem er at man kun bruger maden som parameter i disse vægttabs forsøg. Som jeg skrev i bogen ”Jeg begynder på mandag” er der 4 dimensioner som indgår i en succesfuld livsstilsændring.

Selvfølgelig kosten, men den er mest interessant, fordi den skal give kroppen den energi og de byggesten som den har brug for. Det der er langt mere interessant, end lige præcis hvad vi spiser, er hvorfor vi spiser?

Det er når vi er opmærksomme på den psykiske/mentale dimension og den sociale dimension, at vi finder svarene på, hvorfor vi spiser. Bruger vi maden til at kontrollere vores følelser? Har vi skabt nogle vaner og traditioner, som i alt for høj grand handler om mad i alt store mængder?

Når vi har svaret på hvorfor, og handler ud fra det svar, ved at gøre noget andet, så er vi godt på vej.

Den sidste dimension vi mangler er motionen. Motionen er en vigtig brik, dels fordi vi er beregnet til at bevæge os meget hver dag. Dels fordi den er en sund måde at få det sammen kick, som vi plejer at få af maden. Og endelig hjælper den os til en bedre søvn og en anden måde at håndtere rastløshed. Dårlig søvn og rastløshed, er nogle meget vægtige grunde til at spise for meget.

Vi kan blive ved med at fokusere ensidigt på maden, men det er først når vi får de 3 andre dimensioner med at vi finder vejen til varig succes. Og så løser problemet med hvad vi spiser, sig som regel af sig selv, fordi vi bliver meget bedre til at mærke kroppens behov.

Udgivet i livsstilsændringer, Motivation, Slankekur, Vægttab.